Vejle Kirkegård

Som mange andre kirkegårde, var Vejle kirkegård præget af et faldende antal aktive grave. Samtidig stod mange udløbne gravsteder uforandrede hen, og kirkegården var indrettet med store græsarealer, der blev holdt meget stramt.

Vedligeholdelsesudgifterne var derfor en stor belastning for økonomien. Samtidigt betød det, at kirkegården ikke fremstod åben og imødekommende.

Da vi i TræEnighed påbegyndte arbejdet, lavede vi en dybdegående landskabsanalyse, ligesom vi udarbejdede en behovsanalyse for det antal gravsteder, der fremtidigt vil være brug for. Vi kortlagde også de eksisterende fredninger.

I processen afholdt vi tre møder med menighedsrådet og deltog i et borgermøde, hvor både menighed og naboer til kirken deltog.

Under møderne kom der flere ønsker frem til den kommende plan:

  • Gode sigtelinjer til kirken
  • Mere biodiversitet og træer, der kan vokse sig store
  • En åben og imødekommende kirkegård
  • Flere jordfæstelsestilbud og færre tomme gravsteder
  • Mindre hæk og flere forskelligartede udtryk
  • Forankring i lokal landskabshistorie

Ønskerne førte til disse målsætninger for arbejdet på kirkegården:

  • Lave en langsigtet 50 års plan, der kan udrulles i etaper
  • Samle de traditionelle gravsteder omkring kirken
  • Øge biodiversiteten
  • Minimere de plejekrævende græs-, sten- og grusarealer
  • Skabe en kirkegård, der har rum til sorg og eftertanke
  • Tilpasse gravstederne til tidens behov og udvide jordfæstelsestilbud
  • Skabe en kirkegård med afgrænsede arealer til flere former for aktiviteter
  • Forankre kirkegården i den lokale landskabshistorie