Vedbend i træer – ven eller fjende?
Vedbend (Hedera helix) er en stedsegrøn plante. Den kendes i Danmark også̊ under det tyske navn Efeu. Planten trives fint både i halv og hel skygge, den kryber langs jorden eller klatrende op af bygninger, hegn eller træer.
Synet på vedbend kan dele vandene. Planten har nogle rigtig fine egenskaber og gode naturværdier. Men vedbend i kombination med bygninger og træer, kan være en rigtig dårlig kombination.
Hvorfor vedbend er din ven?
På mange måder er vedbend en utrolig nyttig plante. Den etableres og vokser hurtigt. Vedbend har et flot ensartet udtryk året rundt og planten fungerer godt som bunddække og som “grøn” beklædning på hegn. Vedbend kan bruges hele året i dekorationer, både med hele lange ranker, enkelte blade eller til fx kranse.
Den sene blomstring i efteråret, gør vedbend til en vigtig fødekilde for bla. bier og har dermed en betydningsfuld plads i forhold til biodiversiteten. Planten kan, når den vokser på huse eller i træer, være et godt skjulested for småfugle, både til reder og vinterskjul da plantens blade giver en smule læ. Selv om vedbend er en meget livskraftig plante, når den er veletableret, er den til at holde i skak, da den kan tåle hård beskæring og til en vis grad også̊ formklippes.
Hvor er vedbend din fjende?
Der hvor det bliver et problem med vedbend, er i mødet med bygninger og træer. Vedbendens luftrødder “klistrer” godt fast på både murværk og træets bark. På bygninger er det primært overfladen, der kan blive skadet og plantens skygge medvirker til at holde på fugt ved facaden.
På træer er lidt vedbend op af stammen ret dekorativt. Men når planten kommer i højde med grenene, sker der flere ting.
Træets egne blade skygges ud og det hæmmer træets vækst og træet vil med tiden mistrives og svækkes, indtil det til sidst helt kan koste træet livet. Det er dog langt værre, at vedbends stedsegrønne blade udgør en stor flade som vinden kan tage fat i under kraftig blæst og stormvejr. Om vinteren er løvtræer så smarte at de har smidt alle deres blade og ikke er så udsatte for vinterhalvårets storme. Vedbend der vokser godt op i træerne, bliver nærmest et sejl, der kan medvirke til at træerne enten vælter eller knækker i storm og blæst.
Det er svært at vurdere et træs sundhedstilstand, hvis det er helt eller delvist indhyllet i vedbendens blade og ranker. Det kan f.eks. skjule vednedbrydende svampe, råd og strukturelle skader, som dermed ikke opdages i tide.
Når man ikke kan vurdere træets sundhedstilstand pga vedbend, bør man ikke som her, opfordre til ophold under træet.
Vedbend kan vokse sig meget kraftig i løbet af en årerække, her ses det tydeligt at den er blevet ikke bare en konkurrent for træet, men en trussel.
Vedbends klatrerødder sidder godt fast, men er nemme at fjerne i det tidlige stadie.